David lider ikke af acne…

I dag stødte jeg min twitterven David Tarp på Dreamskin.dk, hvor han under navnet Jens Andersen,  havde lavet en anmeldelse af en dermaroller. Han skrev at han havde lidt af acne, men efter at have brugt dreamsmiles (Sværke; der skulle vel have stå dreamskin?) var hans hud blevet så lækker og han selv så lykkelig. Den sætning fortjener en smiley.. 😉

Nu kender Tarp dog hverken noget til dreamsmile.dk * eller dreamskin, som er ejet af Patrick Sværke Larsen, og hans hud er pæn, også uden en dermaroller. Så jeg gætter på, at David på nuværende tidspunkt, er ved at sende en mail til politiet.

Da jeg gravede lidt videre, faldt jeg over www.100stk.dk som også havde samme billede af Tarp, og og da jeg kontaktede ejeren bag det site, kunne han fortælle, at han havde købt en template/layout af Nikolaj Olsen Reick, en 24 årig ung mand, der er bosat i samme by som Sværke, og billedet af David blot var en del af et layout. David Matzon havde betalt kr. 2500 for templaten. Et beløb, han dog aldrig har modtaget en faktura på.

Nikolajs egen webshop slankeboxen.dk (som i dag blev lukket ned) (mis)brugte også Tarps billede, i det han selv kaldte et layout.

“Det var bare et billede, jeg havde lånt på nettet”.

 

Summa summarum. Jens aka David, har været en flittig anmelder på både slankeprodukter, hudprodukter og stod klar til at anbefale 100stk.dk

Nikolaj vasker hænderne. Han havde bare “lånt” billedet til at lave et layout. Han kender intet til Dreamskin, eller Sværke, den unge mand bag dreamskin, der jo næsten kunne være hans nabo. Og så kunne han fortælle, at de 2500 altså var registreret hos skattefar.

Så tre sites har misbrugt Tarps billede… og to af de sites, er indtil videre lukket.

Dreamskin er dog fortsat åben. Den er ejet af en gammel kending Patrick Larsen Sværke, som jeg har skrevet om før, i forbindelse med hans site Dreamsmile.dk.

Og fred være med Patrick, hvis han vitterlig får folk med i forvejen dårlig hud, til at købe en rulle med tynde nåle, hvis formål er at lave huller i huden, så den efterfølgende kan reparere sig selv, for – forhåbentligt – at bliver endnu bedre. Hvorefter de så skal smøre sig med den vedlagte serum, som ingen vist helt aner hvad pokker indeholder.

Har man en dårlig hud, og køber man derfra, er man sgu selv uden om den hud man så får.

Men det der jo altid er interessant med det Sværke laver er, at han bare ikke evner at holde sig indenfor lovgivningen. Og det er jo lidt synd, for der er jo reelt ikke noget som helst galt i at sælge dårlige produkter, det der er helt galt, er at han laver falsk markedsføring, skjuler at folk bliver bundet af et abonnement på en serum, som ingen ved hvad er, og i dette tilfælde, også laver både identitets- og anmeldersvindel.

Sværke, bliver du dog ikke snart klogere, din lille bandit. 

Men problemet er, at Sværke ikke er dum, for han er udemærket klar over, at chancen for at blive knaldet her, er ekstremt lille.  For pigerne, der nu vil bruge tid på at få opsagt et abonnement de ikke ønsker og efterfølgende ser sig nødsaget til at lukke deres kort, er nok ikke klar over, at det Sværke laver er ulovligt, så de anmelder det ikke til politiet. Det sidste rådgiver banken også sjældent om, selvom de kender historien bag. Og hvis der er 20 kloge piger der anmelder til forbrugerombudsmanden, har de alligevel ikke ressourcer til at håndtere alle de anmeldelser de får ind.

Og selvom alle vi andre, sender gode varme links til politiet gør de ingenting. For selvom Sværke trækker et rødglødende digitalt spor af digital svindel, vil han indtil videre, befinde sig under bagatelgrænsen hos et i forvejen hårdt presset politi, der sjældent aner noget som helst om, hvordan de hurtigt og nemt, får et overblik over, hvor meget svindel, en dreng som Sværke laver.

Så vi er nødsaget til at indse, at vi lever i et digitalt cowboyland, hvor digitale drenge som Sværke, hærger nettet, og der er ikke noget at gøre ved det, før politiet får taget sig sammen og launcher den anmelderportal som de har arbejdet på siden 2014.

En portal, hvor alle kan anmelde digitale snyderier. Hvor politiet rent faktisk er uddannet indenfor digital kriminalitet. Og hvor alle landets anmeldelser, bliver samlet på eet sted.

En portal der er et virkeligt vigtigt værktøj, i en verden, hvor kriminelle er unge født med en mus i den ene hånd og et ivs i den anden, og hvor alle drømmer om, at drikke champagne med Kjøller i Dubai.

Men selvom politiet og en masse interessenter, har arbejdet på portalen siden 2014 og den ultimo 2016 blot manglende nogle tekniske rettelser, så ligger den fortsat hos Koncern It, og de sidste meldinger fra politiet lyder; “den kommer i løbet af 2017”

Og imens borgerne venter på kvalificeret hjælp fra politiet, har Sværke og vennerne frit spil.

Jeg tror sgu det er tid til at skifte branche. Nogle der vil købe en dermaroller?

 

*https://www.digitalreportage.dk/vil-du-koebe-noget-fra-denne-webshop/

. her på minichili-redaktionen har jeg ingen gratis praktikanter der kan korrekturlæse alle mine indlæg, og jeg når det ikke selv. Så jeg tager forbehold for løsslupne kommaer og syrede tastefejl. Håber dog de kan underholde, mere end de kan forarge,
Kunne du bruge artiklen til noget, eller ønsker du at jeg skriver en anden? Så vil jeg være glad for en donation for den underholdning du mener du fik. Og skriv gerne hvilket ønske du har for din mønt. Du betaler. Jeg skriver. Både før og efter. Jeg takker for den gode tanke på min mobile Pay: 40409028

Facebooktwitterredditpinterestlinkedinmailby feather

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

REKLAMEFRIT OMRÅDE

Vi foretrækker et reklamefrit område, det er dog muligt, at donere et beløb, hvis du er tilfreds med hvad du læste.

Send alt fra 5 kr. til 5 mill - betaling kan ske via mobilepay til box 7855BH. 

Send en mail på info@sweetchili.dk, hvis du ønsker at få tilsendt en faktura.