Online svindel eksploderer…

I går skrev jeg artiklen Mød kongen af dårlige kopier, der handlede om en 20 årig ung voksen fra Odense, som flere gange har været involveret i salg af kopivarer fra webshops. Jeg skrev i mit indlæg, at jeg så en stigende tendens blandt unge danske drenge, der svindlede online.

Niels kommentere, at det var en underudbygget påstand jeg der havde gang i. Og måske, Niels. Men svaret er ikke helt så enkelt

I perioden 2009-2015 er antallet af anmeldelser om it-kriminalitet steget 350%.

Mere nøjagtigt skriver politiet i en strategi-rapport, at de i 2009 modtog 7.147 anmeldelser. Et tal der steg til 28.907 i 2015. TV-2 har i en artikel om økonomisk kriminalitet dog et endnu højere tal. Og. Det er de anmeldte sager.

Vi HAR ET SERIE-SVINDEL PROBLEM

I 2016 citerede jeg SØIK for, at der findes mange mørketal indenfor digital kriminalitet, for der er mange der ikke anmelder, når de er blevet narret på nettet. Af flere årsager. Og her kommer jeg med et par åbenlyse.

  • Beløbene der bliver svindlet for er ofte under kr. 500 (smart, drenge). Og det er derfor ikke altid tiden værd at finde ud af, hvordan man anmelder.
  • Køberen kan efterfølgende lave en indsigelse til deres bank, der så tilbagefører pengene, hvis det er købt med kort. Tænk at bankerne ikke kræver at kunderne anmelder til politiet?
  • Så bør man heller ikke underkende flovhedsfaktoren. “Blev JEG virkelig snydt”
  • Tiden fra køb til at køberen indser at varen ikke kommer, eller at man måneden efter, igen bliver trukket for et abonnement man ikke vidste man havde sagt ja til, kan være tilpas lang til at man opgiver. Små træk opdager man måske først meget sent. En af mine kilder fortæller, at svindlerne kan nå 2,5 træk på hver kunde, før det bliver opdaget. Og så er pengene måske trukket ud?

En anden medvirkende årsag til mørketal, skal findes hos politiet. For det er ikke til at hitte rede i, hvor man anmelder online svindel. Du får ingen hjælp på politi.dk og slet ikke når du tager ned til din lokale betjent.

Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler på, hvorfor de tal der jo allerede viser en stor stigning indenfor it-svindel, på ingen måde er et realistisk billede af det endnu større problem, online svindel rent faktisk er.

Et godt eksempel er tre webshops der skrev at de solgte originale triangl bikinier. De havde oprettet tre identiske webshops med tre forskellige domænenavne. Der foreligger to lange sider på Trustpilot hvor folk skriver at det er svindel. Og så har jeg talt med mange andre, der ikke har skrevet en anmeldelse på trustpilot. For det er nok mere reglen end undtagelsen, at folk ikke skriver på Trustpilot. Hos politiet ligger der på nuværende tidspunkt seks (6!!) anmeldelser. Læs artiklen om bikinioutlet.dk. 

DE UNGE DRENGE

Der er Odense-drengene. Og så er der Århus-drengene. Og så er der drengene fra Næstved. Hvor en af dem, lige nu kører rundt i en rød Ferrari, som han har leaset for kr. 16.000 om måneden. Og sådan kunne jeg blive ved med at skrive, om de mange danske drenge hvis krimelle digitale færden jeg længe har fulgt. Og hver gang jeg ser de laver en ny svindelside, finder jeg nye venner involverede.

Det ser ud til at de starter i teenageårene. Dem jeg har fulgt er fyldt 18 år, og kan derfor selv oprette deres egne IVS selskaber. En selskabsform der blev etableret i 2014, hvor den eneste investering og risiko er kr. 1. Regeringen mente, at man ville sætte gang i iværksætteriet. Men det er ikke det eneste det satte gang i.

Mange af drengene opretter flere IVS-selskaber. For der er ingen grænse.  “En revisor anbefalede det” som en af dem forklarede sine mange numre.

Når man dobbelttjekker deres selskaber i dataregistreret hos erhvervsstyrelsen, så er der også en tendens til, at de registrer deres selskaber på adresser, hvor de intet tilhørsforhold har.

En kilde hos erhvervsstyrelsen jokede med, at de havde et helt skab med breve der var kommet retur fra de selskaber der var forkert registreret og at det ville tage styrelsen 3,5 måned at gå dem igennem. Adresserne registreret i Dubai,  ligger i et skab for sig selv.

Vi har med en generation af drenge der er født med en mus i hånden, og for nogen, et åbenlyst stort hul i deres moral. For ser du ikke ser den du snyder, så snyder du jo ingen. Vel? 😉

Det betyder ikke, at voksne ikke også svindler online. For det gør de. Big time.  Jeg har hørt om falske webshops, hvor rockerne stod bag, og blot havde indsat en stråmand.

DET BLIVER (MÅSKE) SNART BEDRE

Politiet har vidst det længe. At der er et stort problem med online svindel. Og at de slet ikke kan følge med.

Derfor har de også valgt at lave en styrket indsats mod økonomisk it-kriminalitet, der varer til og med 2020. En del af den indsats, er at udvikle en anmelderportal, der netop skal gøre det nemmere for borgerne at anmelde. Og nemmere for politiet, hurtigt at få et samlet overblik over antal anmeldelser på en sag.

Når politiet i dag får en anmeldelse på – eksempelvis en falsk webshop – så er den betjent der arbejder på sagen, sjældent digitalt uddannet. Det er jo helt almindelige betjente med en bred politiuddannelse. Og da beløbet anmelderen er blevet svindlet for, som regel er under en bagatelgrænse for en politikreds, der i forvejen mangler ressourcer, kan der gå tid, inden anmeldelsen skifter hænder til en digital ressource, der kan finde ud af hvem der står bag, og svindleren blive konfronteret.

Et andet problem er, at politiet ikke har et it-system der hurtigt kan sammenkøre anmeldelser foretaget i de forskellige kredse i danmark. Det betyder at der sagtens kan være anmeldelser i hver kreds, der samlet set ville kunne presse sagen op over politiets bagatelgrænse, og sikre hurtig handling fra politiets side. Lige nu dør mange sager på bordet af en betjent uden digital viden. Og af mørketal.

Den nye dyre anmelderportal skulle have været launchet ultimo 2016. Men det blev den ikke.

Hvorfor en så stor økonomisk og vigtig satsning er så meget forsinket, er jeg ved at læse mig igennem 400 siders referater for at finde ud af. Politiet mangler dog fortsat at levere referaterne fra 2017. Lige nu lugter det langt væk af en fejl i systemet og at den døde der hvor den skulle have gået live, da politiet forlængst havde overskredet deres budgetter til de eksterne ressourcer. Dem skulle de have fundet nu.

Men meget mere om det i et andet indlæg, når jeg får resten af den aktindsigt, der skal gøre meget klogere.

Så stay tuned, og som altid. Pas på hvad du laver på nettet…

 

her på minichili-redaktionen har jeg ingen gratis praktikanter der kan korrekturlæse alle mine indlæg, og jeg når det ikke selv. Så jeg tager forbehold for løsslupne kommaer og syrede tastefejl. Håber dog de kan underholde, mere end de kan forarge,
Kunne du bruge artiklen til noget, eller ønsker du at jeg skriver en anden? Så vil jeg være glad for en donation for den underholdning du mener du fik. Og skriv gerne hvilket ønske du har for din mønt. Du betaler. Jeg skriver. Både før og efter. Jeg takker for den gode tanke på min mobile Pay: 40409028
Facebooktwitterredditpinterestlinkedinmailby feather

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

REKLAMEFRIT OMRÅDE

Vi foretrækker et reklamefrit område, det er dog muligt, at donere et beløb, hvis du er tilfreds med hvad du læste.

Send alt fra 5 kr. til 5 mill - betaling kan ske via mobilepay til box 7855BH. 

Send en mail på info@sweetchili.dk, hvis du ønsker at få tilsendt en faktura.