Pigen på billedet

Forestil dig du er fuld, finder en pige og I har et one-night-stand. Det sker! Du glemmer kondomet. Det sker også. Ni måneder efter får du besked om, at du er blevet far til en lille datter. Hendes navn er Shenna.

Første gang jeg hørte historien om pigen Shenna, var i februar måned 2018, da jeg var igang med at undersøge en historie om en kvinde der havde lavet Facebook live-auktioner til fordel for Knæk Cancer. Ifølge kvinden selv, havde hun samlet et fem-cifret beløb ind hun ville donere. Hun fremvist en mobilepay-kvittering til Knæk Cancer, men erkendte senere, at hun havde valgt at beholde pengene selv. Kunderne var sure, de oprettede en facebook-gruppe og begyndte nu samle beviser ind mod kvinden.

Dengang løb der flere udokumenterede rygter i den gruppe, om kvinden som jeg i denne artikel, har valgt at kalde C. Et af dem handlede om, at hun gennem flere år, skulle have bildt en mand ind, at han var far til hendes datter. Ingen fra facebook-gruppen med de vrede kunder, kendte dog noget til manden. Jeg prøvede dengang at finde frem til ham, men det lykkedes aldrig. I første omgang troede jeg, at historien var en and, og lagde den derfor ned igen.

Men i dag. Et halvt år efter. Er der kommet hul igennem med hjælp fra bevis-gruppen. Jeg har fundet frem til “faderen”, til faderens mor og til endnu en kvinde. Den rigtige mor. For der var et rigtigt barn, og nu var hændelsen så tilpas meget på afstand, at hun gerne ville fortælle hendes del af historien. Hende kalder jeg Charlotte.

Hvem ønsker at stjæle et andet menneskes liv?

Charlotte fik sit første barn i 2011. Det var en lille pige, og hun døbte hende Hanni. Når man kigger på Charlottes billeder på Facebook, kan ingen være i tvivl om, at hun er en stolt mor, for som så mange andre glade forældre, brugte hun Facebook, til at dele billeder og historier om hendes datter med venner og familie.

Der var billeder af Hanni som baby og Hannis første jul. Der var Hanni ved kagebordet og på legepladsen. Med sit yndlingslegetøj og på skødet af morfar. Der var intet unormalt ved de billeder, men blot billeder af en glad lille pige og hendes familie.

Hanni var kun fem måneder, da jeg første gang mødte C, fortæller Charlotte mig over telefonen.

“Vi gik i samme skole og vi bliver hurtigt veninder og Facebook-venner. Hun hjælper mig blandt andet med at sætte hår og makeup til mit bryllup. Jeg vidste hun havde haft problemer med en kæreste, og da hun blev single, gik vi også lidt ud sammen. Vi så hinanden i et års tid, og så gled vores venskab ud igen. Det var først den 23. december 2017, at jeg finder ud af, at C siden 2012, havde udgivet sig som mor for min datter Hanni, og brugt mine billeder og mine historier, til at sende videre til en mand, der troede hun var hans datter.

Jeg var rystet og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg havde jo også ondt af manden og hans familie, som jo troede at mit barn var deres. Jeg tager derfor kontakt med den påståede “far“ og “farmor” og skriver næsten enslydende beskeder til dem på Facebook.”

Hej xxxxx. Jeg er  ked af at skulle give dig denne meddelelse, men barnet I har modtaget billeder af igennem flere år, har ingen relation til jer. Det er min datter, Hanni på 6 år. Vil du ikke være sød at sende billederne i har modtaget gennem årene, så vi kan være sikker på, det at kun er mit barn der er misbrugt. Mvh Charlotte.

 

Manden, som jeg har valgt at kalde Peter, vælger i første omgang ikke at reagere på Charlottes besked, men det gør hans mor, som nu sender flere billeder til Charlotte, af det hun tror er hendes barnebarn.

“Det første billede jeg modtager fra Peters mor, er af min datter da hun er 14 dage gammel. Det næste er fra hendes barnedåb. Der er også et billede fra hendes sidste dag i dagpleje. Så mange minder, og det gør bare så ondt.”

Det er lille-juleaften og i panik ringer Charlotte 112. Politiet fortæller at de ikke kan gøre noget, for det er ikke ulovligt at bruge andres billeder. Da Charlotte selv har lagt billederne ud, mener politiet at de så er offentlige.  Politiet lover at hendes opkald kommer med i døgnrapporten.

To dage efter, mere præcist den 25. december 2017, skriver Charlotte igen til Peters mor, og i den lange besked, som jeg har set en kopi af, er der ingen tvivl om, at det er to dybt ulykkelige kvinder, der nu udveksler hver deres historie om det samme barn. Det er også her, at Charlotte indser omfanget af svindlen. At hendes gamle veninde C, siden 2012 har downloadet billeder fra hendes facebook-profil, og sendt videre til Peter og hans mor, sat sammen med tekster, hun selv har skrevet og delt om Hannis liv.

De kendte flere ting om min datters liv.

 

Charlotte ønsker at gå videre med sagen, men Peter og hans familie ønsker mere tid. Familien er for påvirket af historien.

På det tidspunkt, venter Charlotte barn nummer to, og da hele sagen påvirker hende i en sådan grad, at hun i en kort periode ikke kan mærke liv fra sit ufødte barn, fravælger hun at gøre mere ved sagen.

“Jeg havde brug for at komme væk fra det hele, og kun koncentrere mig om min familie og mit kommende barn.”

Charlotte har ikke gjort noget yderligere ved sagen, og hun bliver da også en smule overrasket, da jeg i dag, syv måneder efter kontakter hende via Facebook, men hun vil meget gerne fortælle sin del af historien.

“Jeg har jo fortsat lyst til at køre ud og give hende nogle klø, men det kommer ikke til at ske. Jeg har for meget at miste, til at turde at blive anmeldt for det.”

Charlotte giver mig Peters og hans mors telefonnummer, og jeg kontakter Peter først.

Tillykke, du er blevet far

Da jeg ringer tll Peter, er han på ferie og jeg kan høre, at han bliver en kende overrasket, og tøver da også, før han bekræfter historien. Men det sidste gør han. For historien er sand.

Han fortæller at han har været bekymret for at få historien frem, og at han fortsat er en smule nervøs for, om historien kan påvirke hans familie yderligere. Men han vælger, at fortælle mig sin version.

Peter fortæller hvordan han første gang mødte C. De var begge fulde og det endte ud i et one-night stand. Efter et stykke tid kontakter hun ham, og fortæller at hun er blevet gravid. Hun ønsker at beholde barnet.

Siden det møde har han ikke set hende, men de har haft kontakt over messenger og mobil, hvor hun under graviditeten, har sendt ham billeder af sin mave der vokser. Peter vænner sig langsomt til, at han snart skal være far.

Den 7. april 2012 skriver hun til Peter, at hun nu går i fødsel, men at hun ikke ønsker besøg, da hun og barnet skal have ro og tid til at komme sig. Peter hører først fra hende efter et par dage

“Jeg var blevet far til en lille pige, hendes navn var Shenna”.

Peter deler alle de små bidder af graviditeten og hans nyfødte barn. med resten af hans familie, der også ønsker at møde det nye familiemedlem.

Han har købt en barselsgave og glæder sig til at se sit barn, men det er ikke så nemt, for C afviser ham hver gang.

“Hun har altid masser af undskyldninger for, hvorfor jeg ikke må møde min datter, og når vi endelig aftaler et møde, er hun ikke på adressen. Sådan er det hver gang”.

Peter render fra Herodes til pilatus for at få lov til at se sit barn. Han går til kommunen, der ikke kan hjælpe, fordi han ikke har et CPR-nummer. Det vil C ikke udlevere.

Han kontakter det hospital, hvor han er overbevist om, at hans datter skulle være født, men uden et CPR-nummer. er det umuligt at få informationer om hans lille datter.

Han kontakter Foreningen Far, der siger det samme. Uden et CPR-nummer, har vi ingen mulighed for at hjælpe.  En advokat giver ham samme svar.

Gav du hende penge, spørger jeg Peter, der svarer nej. Efter et stykke tid, begyndte hun at spørge om penge, men Peter afviste hende, da han først ønskede en faderskabstest.

Både Peter og hans familie gør hvad de kan, for at finde frem til hendes bopæl, men undervejs skifter hun  navn og adresse. Hendes facebook-profil bliver også lukket og åbnet igen.

Alt foregår via mails og mobil.

Peter sender mig kopier af nogle af de fødselsdagshilsner, han har sendt til C, på den dag, hvor han tror hans datter er født, og jeg kan se at hun svarer ham igen.

Tonen imellem dem virker venlig, og når han spørger ind til hans datter, fortæller C at pigen har det godt. I de beskeder jeg har læst, skriver han flere gange, at han meget gerne vil være en del af datterens liv, og i en af de seneste beskeder, skriver hun tilbage, at det forstår hun godt, og at de også må prøve at bygge noget op snart. Shenna ved hvem du er, skriver hun tilbage.  Hun skriver hun først vil møde ham alene. Uden barn.

Var du nogensinde i tvivl om det var dit barn? “Ja, Jeg var i tvivl. Men omvendt forstod jeg ikke, hvorfor det skulle være opspind. Jeg kunne ikke forstille mig, at nogen ville gøre sådan noget med mod andre. jeg har jo også set nye billeder af barnet hvert år, så jeg var jo ikke i tvivl om, at der var et barn, men jeg var bare ikke helt sikker på, om det var mit. Derfor faderskabstesten.”

 

Den 23 december 2017 får Peter en besked, fra en ukendt kvinde på Facebook.

Hej Peter, jeg er umådelige ked af, at skulle give dig denne besked. pigen du har modtaget billeder af, er ikke din datter. Det er min datter Hanni på 6 år……

Beskeden var fra Charlotte, der samtidig skrev til Peters mor.

Som en forklaring på, hvorfor han ikke svarede Charlotte, fortæller han, at det jo havde været utroligt hårdt at have et barn han ikke måtte se, eller kunne finde frem til. Det havde påvirket både ham selv, men også hans familie, meget gennem de seks år.

“Da jeg finder ud af, at det hele var svindel, ved jeg umiddelbart ikke hvordan jeg skal forholde mig. For hvem gør den slags mod andre?”

Efterfølgende kontakter Peter en bekendt hos politiet, og han får nu en næsten enslydende besked som Charlotte, da hun ringede 112. At der ikke var noget politiet kunne gøre.

Peter fortæller hvordan hans tro på andre er blevet påvirket gennem årene, og da han blev kontaktet af Charlotte over Facebook, var han også en smule i tvivl om, hvorvidt det var en del af C’s spil. “Jeg har jo ikke mødt Charlotte, og jeg aner snart ikke hvem jeg kan stole på”.

Peter har oplevet konsekvensen af vores digitale verden, hvor alle kan udgive sig for at være den de altid har drømt om at være. For C var det at være mor til Shenna. Peter fik dog ikke lov til at vælge selv.

Farmor Eva

Efter jeg har talt med Peter, får jeg nu kontakt med hans mor, en kvinde der siden 7. april 2012, troede hun var farmor til en lille yndig pige der hed Shenna. Peters mor har jeg valgt at kalde Eva.

Eva fortæller, at hun de første par år, ikke selv havde kontakt med C, men kun fik historien og billederne fra sin søn.  “Han boede i udlandet i de år, og han kom jo hjem, hver eneste gang hun skrev, at nu ville hun gerne mødes. Men hun var jo aldrig på den adresse hun opgav?!”

Vi har jo et helt skab fulde af gaver til pigen, og faderskabstest.

 

Julen 2014, skriver Eva nu selv til C via Facebook, og spørger om hun har en datter, som hendes søn er far til. I en besked jeg har fået en kopi af, bekræfte C til Eva, at Peter ganske rigtigt er den biologiske far til Shenna Emma. Hun kalder nu datteren Shenna Emma.

I en række beskeder, stiller Eva efterfølgende mange spørgsmål om pigen, hun tror er hendes barnebarn. “Hvordan er hun, går hun i dagpleje eller vuggestue og bliver hun kun kaldt Shenna eller Shenna Emma”. Hun beklager også overfor C, at hun spørger så meget, og skriver at hun jo er ked af, at hun ikke har kontakt med ‘den lille prinsesse’.

Du må meget gerne, skrive og fortælle om Shennas hverdag og måske sende et par billeder engang imellem, tak og kærlig hilsen, underskriver Eva sig med.

Eva fortæller, at C nu begynder at sende hende flere billeder, og at hun også åbner mere op for historiebogen. Hun fortæller at hun bor alene med Shenna, og at Peter har skuffet hende, da hun var gravid. Hun kommer fra en stor familie, har mange søskende og alle hendes bedsteforældre lever.

Hun går også i detaljer, og fortæller hvordan hendes bror og svigerinde lige har købt hus i Kolding og at de skal passe datteren i weekenden. Hun skriver at hun læser til sygeplejerske og på daværende tidspunkt kun mangler et år og syv måneder. Hun skriver til Eva, at hun har vist Shenna beskederne fra Peter.

Hun er begyndt at spørge ind til jer og vil meget gerne møde jer.

Det er blot få beskeder ud af flere, og efterhånden begynder Eva at blive en smule usikker på hele historien. “Jeg er jo selv sygeplejerske, og jeg føler, der bare er noget der ikke helt stemmer”.

Og sådan går de næste tre år.

Crash, bang og svindel

I 2017 støder Peters familie pludselig på kvinden i en Køb og sælg gruppe på Facebook, hvor hun er live på gruppens facebook-væg, filmet hjemme fra hendes egen stue. Det er en auktion, hvor seerne (her andre facebook-profiler) kan byde på de ting, som kvinden viser frem på skærmen og efterfølgende betale via MobilePay. Peters svoger følger auktionen og da C på et tidspunkt udtaler, at hun ingen børn har, skriver svogeren på tråden, “hvad er der så sket med Shenna?”

Denne udveksling bliver hurtigt opfanget af nogle af medlemmerne fra bevis-gruppen, jeg skrev om fra starten, og disse kvinder skriver nu direkte til svogeren. Det bliver dog Peters søster, der forklarer dem den rette sammenhæng. At C har et barn med hendes bror, et barn han aldrig har set.

På en mere kringlet måde, end jeg med få ord kan forklare her, er det også bevisgruppen fra Facebook, der i sidste ende, sætter Charlotte i kontakt med Peter og hans mor Eva, og det er der min historie starter. Med at Charlotte skriver til Peter og Eva.

Dengang fik Charlotte en lang og god snak med Eva, men hun har ikke talt med familien siden den rette sammenhæng gik op for alle. Peter og hans familie har haft brug for at sunde sig over nyheden om, at han ikke var far til Shenna og at de gennem alle de år, har været udsat for en så tilrettelagt og veludført svindel. Charlotte var gravid, og valgte at trække sig væk fra historien, da hendes graviditet krævede ro.

I dag har jeg talt med dem alle tre og jeg har videreformidlet en hilsen til Peter og Eva fra Charlotte. Hvis de ønsker at møde Hanni, så vil hun meget gerne møde dem.

De tre personers historie, er blevet mig fortalt over telefon, Facebook og over sms.

Jeg kontaktede C før jeg lagde denne historie ud, men på det tidspunkt, ville hun ikke udtale sig og lagde røret på. Jeg har valgt at prøve igen,og har i dag to dage efter, fået kontakt med hende. Hun forklarer i telefonen, at hun ikke kender til Peter og hans mor. At hun aldrig har haft et one-night-stand. Og at hun ikke var facebook-venner med hendes daværende veninde Charlotte.. 

Vores digitale ‘virkelighed’

De seneste år, har vi alle nærmest pligtskyldigt og nok i angst for alternativet, delt den samme tekst på Facebook, at vi ikke overgiver rettighederne af vores billeder til Facebook. At billederne er vores. Men hvad nu, hvis det er vores facebook-venner, der misbruger billederne, har politiet så ret, når de siger, der ikke er noget at gøre?

Ja og nej, siger professor Sten Schaumburg-Müller fra det juridiske fakultet ved SDU, som jeg lige når at fange, inden han går på ferie. For ifølge Sten Schaumburg-Müller har politiet umiddelbart udtalt sig korrekt, når de har sagt, de ikke kan gøre noget, men at det ikke betyder, at det nødvendigvis er lovligt det kvinden har gjort.

Professor Steen Schaumburg-Müller mener, at det går imod modellens og fotografens rettigheder (fotograf er moderen) når en anden person, vælger at downloade og/eller tager screenshots af billeder af barnet fra moderens facebook-profil og videreformidler dem til eget brug via andre platforme.

Sagen skal i så fald køres som et civilt søgsmål og hvis man ikke  kan få gratis retshjælp, kan det sidste hurtigt blive dyrt.

Den eneste der kan gøre krav gældende i denne sag er Charlotte. Om hun gør det, må tiden vise. Peter har ingen muligheder. Lige så vel som han ingen rettigheder havde, da han ønskede at finde frem til det barn, han troede blev født den 7. april 2012, blev døbt Shenna og var hans datter.

Der findes andre lignende historier på facebook, og hvis vi ikke lærer af historien, og passer bedre på vores billeder, så ender vi måske en dag som Peter og Eva. Med et nyt familiemedlem, vi ikke må ikke møde. Og seks ulykkelige år.

Pas nu på dine billeder.

Mine artikler er reklamefri, men du er velkommen til at give et bidrag. Alt fra kr 1 til 10.000 kan betales via mobilepay på 40409028. ?

 

Jeg har de rigtige navne på alle og deres kontakt informationer. Interviewene er foregået både via sms og mail og på telefon. I dag kan man ikke stole på et billede på Facebook eller et mobilnummer, der bør som minimum også være en stemme.

 

…..her på minichili-redaktionen har jeg ingen gratis praktikanter der kan korrekturlæse mine indlæg, og jeg når det ikke selv. Så jeg tager forbehold for løsslupne kommaer og syrede tastefejl. Håber dog de kan underholde, mere end de kan forarge,

Facebooktwitterredditpinterestlinkedinmailby feather

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

REKLAMEFRIT OMRÅDE

Vi foretrækker et reklamefrit område, det er dog muligt, at donere et beløb, hvis du er tilfreds med hvad du læste.

Send alt fra 5 kr. til 5 mill - betaling kan ske via mobilepay til box 7855BH. 

Send en mail på info@sweetchili.dk, hvis du ønsker at få tilsendt en faktura.