Hvem bliver voldtaget to gange?

Hvem bliver voldtaget to gange, spurgte Resilia mig i telefonen. Ikke fordi hun forventede et svar. Spørgsmålet var mere henvendt til hende selv. Ligesom mange af de 140-tegns opdateringer, hun i denne tid skriver på Twitter.

Jeg mødte Resilia på Twitter. Mere præcist mødte hun mig først, da hun i sidste uge, begyndte at følge min profil. Da jeg ville se hvem min nye følger var, gik jeg helt i stå. For det her var ikke en twitterprofil, der skrev om banaliteter eller bare brok. Bag Resilia-navnet var et @misbrugt_barn og en voksen kvinde, der delte sin virkelighed. Og den var ikke for børn.

Et barn var hun, dengang hendes historie startede, og da hun første gang blev fjernet fra sit hjem. En lille pige på blot 18 måneder, der en kold vinterdag, blev låst ude på en altan. Forslået og med en infektion i underlivet. Noget hun i dag, kun har meget tågede minder om årsagen til. Faderen er dog med i tågen.

Hun blev fjernet fra sin mor og far. Og hun blev sendt hjem igen. At der ligger journaler fra dengang, er årsagen til, at hun i dag, kan få et indblik i en barndom, hun ikke selv kender til. Eller husker. For mennesket glemmer skånsomt, hvad det ikke er klar til at vide.

Hun ved at begge hendes forældre var misbrugere, og levede i et meget voldeligt forhold. Noget hun har kunne læse mellem de linjer i journalerne, der er streget over med sort, for at fjerne læsbarheden. Det sorte er det, kommunen ikke mener hun bør vide, i de få journaler hun har måtte få udleveret om hendes barndom. For hendes egen skyld eller for faderens? Det ved hun ikke helt.

 

resilias 1

Hændelser, måneder og årstal flyder sammen, men hun ved, at hendes far kom i fængsel og at hun bliver boende hos sin mor, der hurtigt møder en ny mand. Han var også misbruger.

En uretfærdig barndom

Det gik vildt for sig i hjemmet, så da hun var seks år, blev hun og hende yngre bror sat i pleje. Ikke af den gode slags. Men igen er der huller i hendes hukommelse.

Det eneste hun husker er, hvordan hun sad uden for det skab, plejefamilien låste hendes bror i, når han ikke ville spise. Der sad de to, og græd på hver sin side af skabets dør.

De blev sendt videre til en ny plejefamilie, der boede på landet. En familie, der havde fire egne børn og fire plejebørn, mange dyr og en kæmpe gård der skulle holdes. Det hun husker fra den tid er, hvordan hun følte sig som en arbejdshest – mere end som et barn. Hvordan den 15-årige søn af huset, begyndte at misbruge hende som en fast rutine fra hun var otte år. Og hvordan alle plejebørnene skulle gøre huset rent, når der kom tilsyn fra kommunen. Varslet fire dage før. En tilsynsførende hun aldrig mødte. Og som aldrig valgte, at møde hende.

Som 11-årig kunne hun ikke mere, og tog selv toget til storbyen for at finde sin mor. Hvordan hun kunne finde frem til, hvor moderen boede, ved hun ikke, men hun fandt hende. Og hun valgte at blive hos sin mor. Ikke fordi hun var blevet en bedre mor. Eller en mere ædruelig mor. Eller fordi forholdene var blevet bedre. Hun blev, fordi hun her slap for de seksuelle overgreb og de mange arbejdsopgaver.

De næste par år boede hun nu med sin mor og stedfaderen, som ud over at være misbruger, også var kriminel. De boede i et hjem hvor alkohol, narkotika og mennesker flød. I de år døde flere, af en overdosis på deres sofa.

Hun begyndte nu, at leve en stor del af sin tid på gaden. Hun var med i en klike og var klikens seje dronning. For hun kunne alt og hun måtte alt.

Ikke et fair teen-liv

Da hun var 12 år, var der to af drengene fra gaden, der havde brug for et sted at overnatte. Hun lod dem overnatte på sit værelse. De valgte at misbruge hendes hjælpsomhed, og med en kniv for hendes strube, lagde de hende ned og voldtog hende. Hendes mor lå i værelset ved siden af. Hun meldte dem ikke. Hun var 12 år. Hvad vidste hun?!

Det viste sig, at stedfaderen var involveret i en større sag, så politiet kom og skilte hjemmet ad, olg stedfaderen kom –  igen – i fængsel. Moderen valgte derefter at flytte dem til et nyt sted og det var på det tidspunkt, hun blev voldtaget for anden gang.

Det skete en dag, da hun var taget på en af sine mange små ture  til Sverige, og sad som så ofte i den tid, og hang i et storcenter i Göteborg. En mand i 30’erne henvendte sig til hende på, som hun beskriver: en omsorgsfuld måde.

Under påskud af, at ville give hende noget mad, fik den ”venlige” mand hende ud i en park, hvor han voldtog hende. ”Jeg prøvede at skrige”, sagde hun nærmes undskyldende. Hun meldte ham ikke. Hun var 14 år. Hvad vidste hun?! Hvem bliver også voldtaget to gange…

Tiden gik. En dag fik hun mulighed for at komme på efterskole og væk fra sin mor. Blev det bedre, spurgte jeg. Ja. Lidt, svarede hun. Men jeg var stadigvæk frygteligt skadet.

Resilia havde været selvskadende, siden hun var lille. Et andet ord for at skære i sig selv. “Det var dog svært at gøre på en efterskole, hvor alle boede så tæt”, forklarede hun. Så hun fandt nye måder at ødelægge sig selv på. Den ene var med sex. Og det var med mange.

Men der skete også noget godt. Hun fandt en kæreste, og da skolen var slut, besluttede de sig for at flytte sammen, og hun tog med ham hjem.

Den lille soldat

Alt gik dog ikke helt efter hensigten, så hun endte i et ungdomsbo, kom på kontanthjælp og med i et kommunalt kreativt beskæftigelsesprojekt, hvor hun fik sin første succesoplevelse og en fornemmelse af, at hun kunne noget. Det var også der, at hun for første gang fik sat ord på en barndom, hendes hoved havde valgt at glemme.

Det skete med en kontaktperson fra kommunen. Han var desværre ikke psykolog. Så imens Resilia gik mere og mere i opløsning ved hvert nyt minde, der under deres mange snakke dukkede op, var han der ikke til at samle hende igen. Det evnede han ikke. Og en dag var han væk og videre i andet job. Men som den gode soldat, Resilia havde trænet sig selv op til at blive, pakkede hun den nye viden ind og gik videre. Klar til at leve videre.

En god soldat, er de ord, Resilia gennem hele vores samtale bruger om sig selv. Det er soldaten i hende, der har gjort, at hun har overlevet. At hun ikke er blevet misbruger eller har taget en overdosis. Soldaten har også gjort, at hun siden hen, har prøvet at få moderens nye barn fjernet på grund af misrøgt. At hun fik taget en uddannelse. Og fik arbejde som socialpædagog. Et job det viste sig, at hun naturligvis var perfekt til. Hvem andre end netop hende, den seje soldat.

Årene efter gik med at leve og overleve. Hun mødte den helt rigtige mand på det helt rigtige tidspunkt. Fik syv trygge år og nogle fantastiske børn. De blev skilt, og hun mødte en ny. Han var dog mindre rigtig. For han slog hende. Men han gav hende endnu et barn, inden de blev skilt.

Soldaten levede nu alene med sine børn. Såret. Men hun stod stadigvæk op. Indtil den dag hvor hun var ved at blive overfaldet og voldtaget på sit job. Da hun havde skrevet rapport om overfaldet, mente arbejdspladsen, at hændelsen var så alvorlig, at hun burde få terapi.

I det sekund forlod soldaten hende. For første gang blev hun set og anerkendt som en såret person. I det skrøbelige sekund tillod hun sig selv, for første gang at vælte.

En Twitter-personlighed

Det er i den periode efter overfaldet, jeg  stødte på hende på Twitter. Væltet. Såret. Og venter nu på, at få lov til at blive behandlet af det offentlige, for de mange sår og ar, livet har givet hende.

Så imens hun venter på at det bliver den 9. oktober, hvor hun skal under behandling, skriver og skriger hun med 140 tegn, sin verden ud på Twitter, og med screendumps af de bidder af hendes liv, som går ud over de 140 tegn — og min fantasti.

Hun skriver så det rammer hver gang, man læser hendes tweet.

 

Hvorfor hun gør det, er nok mere menneskeligt end fortænkt. For den opbakning hun får fra mange af dem der følger hende på twitter, er noget hun fortæller, at hun ikke vil undvære, her i denne tid, hvor hun for første gang har fået lov til at falde fra hinanden og være det sårede barn, hun stadigvæk er.

 

twitter

 

Sociale medier er kommet for at blive. Og vi bruger dem alle forskelligt. Dette er dog første gang, jeg er stødt på noget der, der ramte mig så dybt.

For det at følge et menneske der bruger Twitter til at overleve, imens hun venter på at komme til at leve, er altså ikke for børn eller for svage sjæle.

Resilia-personen er skabt på Twitter og er en anonym profil som alle kan følge.  Jeg har aldrig mødt hende. Jeg kender ikke hendes rigtige navn. Men jeg har fået hendes historie i en lang telefonsamtale, og resten er fra hendes mange tweets.

Er den sand? Det ved jeg ikke med sikkerhed. Lige den del er jo også en af de ting, sociale medier kan. At skabe fiktive identiteter. Men en historie så grum, tror jeg ikke på, man kan opfinde. Den skal man have oplevet.

Så nu håber jeg blot, det offentlige endelig vil og kan hjælpe hende. For ingen bør leve som en ulykkelig soldat. Alle fortjener at blive lykkelige.

I al respekt!

…..her på minichili-redaktionen har jeg ingen gratis praktikanter der kan korrekturlæse mine indlæg, og jeg når det ikke selv. Så jeg tager forbehold for løsslupne kommaer og syrede tastefejl. Håber dog de kan underholde, mere end de kan forarge,
Kunne du bruge artiklen til noget, eller ønsker du at jeg skriver en ny? Så vil jeg være glad for en donation for den underholdning du mener du fik. Det hjælper med at betale for domænet. Og skriv gerne hvilket ønske du har for din mønt. Du betaler. Jeg skriver. Både før og efter. Jeg takker for den gode tanke på min mobile pay: +45 40409028
Facebooktwitterredditpinterestlinkedinmailby feather

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

REKLAMEFRIT OMRÅDE

VI HAR INGEN REKLAME PÅ SITET, MEN DET ER MULIGT AT BETALE PER ARTIKEL. SEND ALT FRA 5 KR. TIL 5 MILLIONER, AFHÆNGIG AF HVOR VIGTIG DU MENER ARTIKLEN ER. BETALING SKER TIL MOBILEPAY +45 40409028 // SEND EN BESKED, HVIS DU ØNSKER EN FAKTURA TILSENDT.