Kilden fra Probana. Del 1.

“Hvis man sidder længe ved floden, vil ligene af ens fjender flyde forbi.”

Ifølge mine kilder er Peter Sonne Joensen, manden bag Probana og de danske søsterselskaber, i dag gået personligt konkurs og medarbejderne er sendt hjem.

Alle kender efterhånden Probana. Men færre kender nok til de mange søsterselskaber Peter Sonne havde stiftet, der fra hvert deres website solgte (og sælger) næsten identiske kurser og konferencer.  (Læs med her, hvor jeg skriver om søsterselskaberne og de manglende betalinger til foredragsholderne).

Probana og søstrene

Peter Sonne står bag kursus-virksomheder målrettet HR-medarbejdere og jurister og ledere, og medarbejdere indenfor healthcare- og it-branchen. Flere af selskaberne har afdelinger i Sverige, Norge og Finland. De danske selskaber er spundet fint ind i hinanden, ejet af et holdingselskab PUK Holding, der igen er ejet af Peter Sonne personligt. Peter Sonne der før stod registreret med en adresse i Klampenborg, står dog i dag registreret med en adresse i London.

Probana står (eller bør man skrive stod?) også bag deres egen mini-MBA, der fortsat bliver solgt i Norge, Sverige, Danmark og Dubai.

DET STARTEDE MED X

Historien om Probana breakede for alvor, da Operation X i november 2016 satte fokus på Peter Sonne og hans forretningsmetoder med overskriften; Kursuskongens beskidte metoder”. De andre medier fulgte hurtigt op, og snart efter forlød det i medierne, at Peter Sonne nu havde fyret over 70 medarbejdere. Da det viste sig, at der var medarbejdere der gik under falske navne overfor kunderne, er det svært at vide, nøjagtigt hvem og hvor mange der blev fyret. Men i en personlig mail fra Peter til en leverandør, nævner Peter selv tallet 89.

Men det var langtfra alle der blev fyret. For hver virksomhed havde fortsat et team, der  solgte Peters kurser og prøvede at finde foredragsholdere og undervisere, alt imens de kæmpede for at holde både kreditorer og vrede kursister fra døren.

Ifølge en af mine kilder, har Peters virksomheder siden Operation X programmet, haft meget svært ved at få foredragsholdere til deres lange liste af kurser og uddannelser.

Det betød dog ikke at de stoppede med at sælge dem. Jeg ligger inde med en mail, hvor Peter Sonne, den 10. februar 2017, skriver til sine medarbejdere, at de nu har nået en omsætning på 5 mill inkl. moms. Ifølge Peter var de nu “tilbage” og blandt de fem største i deres branche.

 

Ifølge min kilde kunne selskaberne førhen, sagtens sælge for over kr. 400.000 af kurser og uddannelser OM DAGEN. I 2016 var der 252 arbejdsdage. Gang selv ud, og vi skal ud og finde over 101 millioner alene fra 2016.  Og der har jeg ikke talt weekend og helligedage med.

Selvom de fleste danske medier har skrevet om Probana, lykkedes det dem alligevel at fortsætte med at sælge de mange kurser. Ifølge mine kilde lå det daglige salg nu et sted imellem kr. 30.000 til 100.000. Om dagen.. Dog har jeg ikke de seneste tal.

FLERE RYK OG EN AFLEVERING

Det lader til at Peter starter året presset, for i en fællesmail fra 18. januar 2017 til hans medarbejdere, beder han dem om at vente med at betale regningerne, indtil de har fået samlet en million kroner sammen.

“Flere rykkere” Vi skal have sendt 200-300 rykkere ud.”  Peter skriver, at når først de har nået en million, kan de igen begynde at betale regninger.

 

Kort tid efter Peter igangsatte strategien “Den raske rykkerprocess” havde jeg, via en af mine fiktive profiler jeg bruger når jeg graver efter svindlere, prøvet at booke billet til lederkonferencen, og min fiktive profil fik også ret hurtigt en rykker for betalingen, hvor Peters selskab både truede med RKI og inkasso. Det var dog tomme trusler. For dengang kunne Experia, der står bag RKI inkasso bekræfte, at de intet samarbejde havde med Peter Sonnes firmaer. Tomme tønder trommer højst… (Læs min historie om Peters misbrug af RKI logo)

Probana misbruger RKI logo når de truer med inkasso

Selvom mailen fra februar viser, at de rent faktisk nåede fem millioner på to måneder, fik det  dog ikke Peter til at betale alle de ubetalte regninger.

Jeg ligger inde med korrespondance mellem Peter og en af firmaets undervisere,  der i mailen rykker Peter for de penge, som Peter skylder ham for foredrag tilbage i 2016.

I korrespondancen fra januar, lyder Peter meget venlig. Her giver han mediernes fokus og hans forrige direktør Helle Valentin skylden for hans nuværende situation. “Hvis man sidder længe ved flodene, vil ligene af ens fjender flyde forbi” skriver Peter helt poetisk til foredragsholderen.

I marts giver Peter nu de fyrede medarbejdere og de feriepenge han nu skal til at betale, skylden for, at foredragsholderen ikke kan få sine penge. Men skriver dog også, at han regner med at han snart kan overføre dem.

I den sidste mailkorrespondance jeg ligger inde med, har tonen nu fået en helt anden og meget lidt venlig lyd. Foredragsholderen får nu skylden for at have igangsat et “værre cirkus” og Peter skriver, at han helt kan glemme alt om at få betaling. “Der er ingen medarbejdere i selskabet mere og leverandøren behøver derfor ikke at sende flere mails”. Peter kan forresten heller ikke huske, hvad det egentligt er han underviser i.

Den 29. juni 2017 har underviseren fortsat ikke modtaget betaling. Han sidste foredrag for Peter var i november 2016.

Probana & Søstrene & Peter efterlader sig en lang liste af kreditorer.

TRILLER DET HELE OVER GRÆNSEN?

Før stod Peter Sonne registreret i erhvervsstyrelsens med en adresse på Trepilevej 3, i Klampenborg. Huset har dog længe været til salg via Home.  Køb det hos Home.

I dag står Peter Sonne registreret hos erhvervsstyrelsen, med en ny adresse i London. Det hænger fint sammen med de mange nye ændringer der er sket i 2017. Blandt andet fik Institut for Personaleudvikling – også kaldet IFP – som er ejet af Puk Holding ApS/Peter Sonne, et næsten identiske søsterselskab ved navn IFPE. Domæne-navnet ifpe.dk blev den 10. februar 2017 købt af IFPE Finans ApS, som i dag er ejet af det engelske selskab IFPE LImited i London.  IFPE Finans ApS der blev stiftet i 2015 har haft en omskiftelig tilværelse. Først hed det Puk rekruttering, så Royal Gallery, så skiftede det navn til PUK Guides. Og i dag hedder det IFPE Finans ApS. Alle med Peter som ejer.

Umiddelbart ser det ud til at Peter Sonne udtrådte som ejer af det danske IFPE Finans ApS den 1. maj 2017. I stedet er firmaet nu ejet af det engelske selskab IFPE Limited, et engelsk selskab som Peter Sonne ifølge de engelske registre stiftede den 3. februar 2017.

Den 16. juni 2017 har Peter dog åbnet endnu en dansk virksomhed. Epu IVS. Et iværksætterselskab, med Peter og hans adresse i London som ejer. Den registrerede kapital er 1 krone. Og det er også hvad han hæfter for i det selskab. Hvad det skal bruges til, vil tiden nok vise.

Probana & Søstrene & Peter er forlængst blevet internationale. Og med Peters nye adresse i London, kommer det ikke som en overraskelse, at medarbejderne for en måned siden, fik besked på, at skrive under på at de nu var ansat i det engelsk-ejet selskab IFPE Finans ApS.

Det engelsket-ejet selskab har dansk adresse på Rådhuspladsen 16, hvor vi blandt andet, finder det “virtuelle” kontor Regus. Kontorfælleskabet hvor alle kan købe sig til en lækker adresse på visitkortet og folk til at tage de sure opkald

Det er fra selskabet i London, medarbejderne fremadrettet vil modtage deres løn. I dag er de dog sendt hjem. Og om de får løn fremover, er der jo reelt ingen der ved. For kan Probana & Søstrene & Peter fortsætte med at sælge kurser uden undervisere?

Peter Sonne Joensen er ifølge mine kilder i dag gået personlig konkurs i Danmark. Siden Operation X er det hele gået ned af bakke. Men når man kigger på hans håndtering i 2017, ligger det jo lige for at stille sig selv (og Peter) spørgsmålet, om han mon har været så forberedt på den rullende deroute, at han har formået at trille med og lade det hele trille videre til udlandet.

Er pengene ført samme sted hen som medarbejderne, der i dag er ansat i et firma i England, der sælger de helt samme kurser og uddannelser, som de også solgte fra de danske selskaber?

Den nød må Børsen eller Finans og deres talnørder knække. Og så håber jeg, at de også kigger på de nødder, der ligger i Dubai.

For mange gyldne veje fører altid til Dubai.

Læs med i del 2:

Kilden fra Probana. Del 2.

 

Historien er blevet fortalt af flere kilder der har været tæt på Peter Sonne og hans virksomheder. Jeg har har lovet at de må være anonyme. Mest af alt, fordi de er bange for Peters reaktion, da han er kendt for et iltert temperament. Men historie kan læses i de offentlige registrere og de mails jeg har vedlagt i mit indlæg. 

her på minichili-redaktionen har jeg ingen gratis praktikanter der kan korrekturlæse alle mine indlæg, og jeg når det ikke selv. Så jeg tager forbehold for løsslupne kommaer og syrede tastefejl. Håber dog de kan underholde, mere end de kan forarge,
Kunne du bruge artiklen til noget, eller ønsker du at jeg skriver en anden? Så vil jeg være glad for en donation for den underholdning du mener du fik. Og skriv gerne hvilket ønske du har for din mønt. Du betaler. Jeg skriver. Både før og efter. Jeg takker for den gode tanke på min mobile Pay: 40409028
Facebooktwitterredditpinterestlinkedinmailby feather

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

REKLAMEFRIT OMRÅDE

VI HAR INGEN REKLAME PÅ SITET, MEN DET ER MULIGT AT BETALE PER ARTIKEL. SEND ALT FRA 5 KR. TIL 5 MILLIONER, AFHÆNGIG AF HVOR VIGTIG DU MENER ARTIKLEN ER. BETALING SKER TIL MOBILEPAY +45 40409028 // SEND EN BESKED, HVIS DU ØNSKER EN FAKTURA TILSENDT.