www.sweetchili.dk

Min eftermiddag med Persbrandt

En (film) du elsker, må være den rette overskrift til en anmeldelse af Mikael Persbrandt’s nye film. Sjældent har jeg set en film, hvor jeg fik lyst til at skrive min anmeldelse som lyriske linier og ren poesi, for den film er fantastisk smuk – i alt sin menneskelige enkelthed.
I det helt rette rolige tempo, får instruktøren Pernille Fischer Christensen fortalt en historie om svigt, misbrug og om de kampe, vi mennesker tager i livet. Med Mikael Persbrandt til at guide os igennem et knækket menneskes sind – og muligheder – sad jeg tilbage med fornemmelsen at have været på en rejse. Og hvilken kvinde ønsker ikke at rejse med Persbrandt.Persbrandt er ikke mindre end genial i filmen – og til lige netop den rolle. Havde det ikke været en tand for grotekst, kunne man næsten tro, at den seneste tids skriverier i pressen om hans (rigtige) kokain dom, blot var PR for filmen. For set i sammenhæng, giver det (desværre) mening.Men han var ikke den eneste stjerne i den film. Hans datter, spillet af Birgitte Hjort Sørensen, var kølig og sårbar på den rette måde, og selvom jeg ofte sad med en fornemmelse af, at NU ville hun nok overspille den scene en smule, så skete det ikke. Hun fik bremset det billede jeg havde af hende, og hun blev Mikaels datter.
Trine Dyrholm – hun er jo næsten altid bare god. Især havde Instruktøren formået at skabe en helt speciel unik kemi imellem Persbrandt og Dyrholm, hvor man fra første færd kunne fornemme den fantastiske kærlighed, der også kan være mellem venner. Imens man ikke kan lade være med at tænke; kys hende nu for f.….. (man er vel kvinde).

images-2

 

Det sidste gjorde kameraet til gengæld. Altså kyssede med Persbrandt, For kameramanden må have kendt til den kvindelige målgruppe, for han valgte ofte at gå helt tæt på Persbrandts rå ansigt, og kælede for det lige så lidenskabeligt som jeg tror hver eneste kvinde i den sal, den eftermiddag, drømte om at gøre.

Jeg må tilstå, at jeg var i den vilde mands vold, og det samme var hans medspillere, der spillede så fint op til ham og det gode manuskript.

Der er dog ingen roser uden torne, få men….

den  thailandske kvinde, var en tand for karrikereret, noget jeg normalt forventer (og nyder) når Kim Fupz Aakeson skriver med,  men lige i denne film, var det en lille tand for meget.

Peter Frødin, som jeg normalt også knuselsker, lod til at være inspireret af et par norske studieværter (vi skal jo nødige blive for danske), og også han, burde have spillet en smule ned, i rollen om studievært.

Og så var der scenen i køkkenet mellem Persbrandt og drengen, hvor Persbrandt lige før og næsten, drikker sit første store glas whiskey i mange år, men vælger at smadre det ind i en væg – og gå. Dér skulle han blot have sænket glasset ned , kigget på drengen –  og så gået. At smadre glasset, virkede helt forkert. Og underligt nok, irriterede det mig i det sekund.

Det var små torne i en buket af roser. Men sådan er det ofte, at når man sidder i et helt perfekt univers, vil man helst ikke forstyrres af små ting, der ikke giver mening.
For filmen – den gav så meget mening, og Mikael Persbrandt, er en du ikke kan lade være med at elske.
En-du-elsker1Og det tror jeg kvinderne, som var i klart overtal i biografen den lørdag eftermiddag, gjorde, hver og en.
Facebooktwitterredditpinterestlinkedinmailby feather

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Var du tilfreds med det du læste?

Vi har ingen reklamer på bloggen, men du er altid velkommen til at give et bidrag til den næste artikel på mobilepay +45 40409028.