Og prisen bør gå til….
I går mødt jeg en ny dansker. Han kom fra Afghanistan til Danmark for 6 år siden. Da var han 19. Han valgte Danmark fordi hans far havde fortalt, at der var gode mennesker.
Så han tog afsted på sin lange og skræmmende rejse. Og tro endelig ikke det har været let. Eller tilnærmelsesvis ligner din værste chartertur til Mallorca, med turistmave og kakerlakker på gulvet. For den tur var ikke rar.
Han ankom alene til Danmark og har fået et liv. Et godt liv. Han har job. Gode venner. Og skal giftes næste år. Og så taler han utroligt godt dansk. Så godt at en stor butikskæde har ansat ham.
Men han har ingen familie. De blev i Afghanistan. Og han kan ikke finde dem. Deres hjem er tomt. Og ingen ved hvor de befinder sig. Og selvom han har efterlyst dem via Røde Kors og selv bruger hver en ferie i nærområderne, for at lede efter dem, er det endnu ikke lykkes.
Men når du taler med ham, hører du ikke hans baggrund. Eller den sorg der må være i ham. Du møder blot en ualmindelig sød og kærlig dansk fyr.
Han er een ud af den oprindelige gruppe af frivillige på Hovedbanegården, der i snart tre måneder har brugt alt deres fritid på at hjælpe de flygtninge, der hver dag rejser igennem vores banegård.
Her guider han usikre flygtninge, venligt videre i systemet. Enten med de rigtige togtider til Malmø og beroligende ord om, hvad der venter dem næste gang de står af toget. Eller også tager han de små børn på armen, når han viser deres forældre vej til politistationen, så de kan blive registreret og komme videre til Sandholm. Han byder også på tæpper og varm kaffe til dem, der vente på toget til Tyskland. Eller ringer til en læge, når små børn er febervarme og forælderne er bange.
Før jeg mødte ham og hans gruppe, kendte jeg overhovedet ikke til omfanget af deres store indsats. Det tror jeg ikke, der er mange der gør. Gør du?
På Hovedbanegården ankommer der hver dag mange flygtninge. Det har der gjort i over 3 måneder. I sidste uge fik Røde Kors et lokale af DSB og har nu lavet en varmestue. Indtil da stod gruppen på den kolde banegård og hjalp de mange flygtninge videre. Og de står der endnu. For det er fortsat dem der koordinerer indsatsen og i døgndrift, selv hjælper til. Nu har de bare en varm stue de kan være i, og ekstra hænder der kan hjælpe til.
Denne gruppe fortjener anerkendelse. Og et stort tak. For uanset hvilken holdning vi hver især har til flygtninge og den menneskelige katastrofe, der lige nu foregår, bør vi hæve vores hænder i respekt. For gruppen har som en selvfølge taget over, der, hvor ingen politikere eller NGO ville tage ansvar.
Fordi man lukker øjnene forsvinder problemet jo ikke.
Så jeg anbefaler at vi giver den gruppe frivillige på Hovedbanegården Københavnerprisen, for årets mest uselviske indsats.
Frank Jensen – det er i din by. Tager du bolden?
For glem endelig ikke, hvordan Hovedbanegården ville have set ud uden dem.
by 