OMEtv stjæler dine billeder

OME.tv – et digitalt webcam chatforum, der er det rene paradis for pædofile og blottere, stjæler dine billeder til markedsføring.

I går skrev jeg en artikel om OME.tv, et web cam chatforum, der desværre også fungerer som et paradis for især mandlige blottere og et sted hvor pædofile kan møde børn. Det unikke ved app’en er, at du ikke skal oprette en profil for at deltage. Det eneste du skal gøre for at deltage er, at downloade app’en eller tilgå den via din computers browser. Derefter skal du blot acceptere at den får adgang til din mobil, og så klikke på hvilket land du kommer fra og dit køn, og så er du igang. Som de skriver i deres app-beskrivelse på google, så er der ingen registrering, for de respekterer dit privatliv.

Derfor overraskede det mig, at da jeg søgte efter OmeTV via google, at der nu dukkede et link op til OmeTV.chat, hvor firmaet havde indsat billeder og navne på danske medlemmer. For der findes jo reelt ikke medlemmer, eller gør der?

Da jeg gennemgik listen over danske medlemmer, var der omkring 50 forskellige danske profiler i alle aldre, der stod registreret med billede, fuldt navn og alder. De fleste var nemme at finde frem til på Facebook, hvor billederne passede med navnet. Jeg lavede en test på flere, og af de 4 der svarede tilbage, passede alderen dog kun på een af dem, og det de 4 havde til fælles var, at deres billeder var fra Facebook, og ingen af dem kendte til OMEtv.

Jeg kontaktede Søren Pedersen, der er professionel software udvikler, for af høre, hvad der kunne ligge bag, at OME.tv havde billeder og navn, men at alderen var forkert, for det sidste bekræftede mig i, at de nok ikke, havde fået adgang til deres profiler via en app på Facebook. Søren Pedersen mente, at det OMEtv gør er, at scrabe billeder og navne fra nettet, og efterfølgende køre dem gennem en ansigtsgenkendelses-app, for at få estimeret deres alder, og netop derfor kunne den sidste del svigte.

Da jeg dagen efter, klikkede mig ind på listen over danske medlemmer, havde den nu ændret sig. De fire fra i går var væk, men nu var der kommet 20 gange så mange danske profiler.

Nu begyndte det dog at svigte lidt med navnene, for flere stod nu kun med et fornavn. Rasmus Paludan er på listen, der hedder han Bob og er 40 år.

Listen er lang, og måske du skulle starte med at kigge efter, om dit billede er med på listen, og finder du det, så hæng på lidt endnu, for jeg har talt med Anders Due fra Datastyrelsen, om hvad du så kan gøre. Du finder listen HER.

ANMELD!

Nikita Schepers der er 19 år, kendte ikke til ome.tv og hun vidste ikke, at firmaet havde misbrugt hendes billede og navn. Hun var på ingen måde glad for at høre, at hun stod på den liste og ville prøve at få det fjernet, men desværre er det ikke helt så nemt, så jeg kontaktede kommunikationskonsulent Anders Due fra Datastyrelsen, og spurgte hvad Datastyrelsen ville anbefale hun gjorde. Her er Datastyrelsens anbefaling.

“Vi anbefaler at man til en start forsøger at kontakte ejerne bag siden, hvis det ikke lykkes, så klag til forbrugerombudsmanden, dette i forhold til, at de jo laver falsk markedsføring, ved at lokke folk til, ved brug af fiktive profiler. Ellers kan man anmelde siden til politiet eller sende en klage til Datastyrelsen, det sidste i forhold til behandlingen af dine personoplysninger”.

Jeg har fundet frem til en mailadresse, som du i første omgang kan prøve at sende til. contact@ome.tv. Desværre har de endnu ikke reageret på min mail, så om den overhovedet er aktiv, det ved jeg ikke. Så min anbefaling er, at sende en anmeldelse til både politiet, Forbrugerombudsmanden og Datastyrelsen. For noget bør der gøres.

Børnefilter, tak.

Verden har brug for et digitalt børnefilter. Et effektivt et, hvor man ikke kan bryde den med en VPN, men endnu er der ingen filtre, der ikke kan brydes. Så ansvaret for, hvad dine børn bliver eksponeret for, er dit.

Allerede i 2018 var der flere medier der skrev, at der nu blev advaret om denne app’ i skolerne, men efter få minutter på app’en, kan jeg se, at det vist ikke har lykkedes at skræmme nogen væk, for halvdelen af brugerne i den time jeg var på, var børn i alderen 11-15. Resten var voksne mænd.

Har du børn, der selv har adgang til at downloade nye apps, så ville jeg nok sikre mig, at mit barn ikke har downloadet den app, for som jeg skrev i går, tog det mig få minutter, før de første mænd blottede sig for mig, uden at vide andet, end at jeg var fra Danmark og pige. Nu dør ingen jo af at se en tissemand, men for et barn, kan det være ekstremt grænseoverskridende og måske ender barnet med at chatte med en mand, der ender med at groome dit barn, så ærligt talt, forældre. OME.TV er bare ikke et sikkert sted for børn.

Når man kigger på anmeldelserne på google play, så er der også få gode og ekstremt mange dårlige anmeldelser, der netop advarer mod denne app.

Og så bør vi jo ikke glemme, at når vi downloader app’en, godkender vi samtidigt, at app’en får adgang til vores mobil. Hele mobilen. Inklusiv SD-kortet.

Dagens digitale råd. Hold dit barn væk fra OME.tv og husk, at selvom dit barn ikke har downloaded app’en, kan barnet fortsat sidde på computerens browser og deltage i webcam livechat.

Selv tak og surf vel i weekenden.

Vores artikler er reklamefri, men du er velkommen til at give et bidrag til den næste på mobilepay +45 40409028.

…..her på minichili-redaktionen har vi ingen gratis praktikanter, der kan korrekturlæse vores indlæg. Mats er svensk og Karina er bare en skidt korrekturlæser, så vi tager forbehold for løsslupne kommaer og syrede tastefejl. Håber de kan underholde, mere end de kan forarge…..,,,,!=)#d!%%

Facebooktwitterredditpinterestlinkedinmailby feather

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

REKLAMEFRIT OMRÅDE

Vi foretrækker et reklamefrit område, det er dog muligt, at donere et beløb, hvis du er tilfreds med hvad du læste.

Send alt fra 5 kr. til 5 mill - betaling kan ske via mobilepay til box 7855BH. 

Send en mail på info@sweetchili.dk, hvis du ønsker at få tilsendt en faktura.