Push(them)back

Pushback er når kystvagter skubber både med flygtninge tilbage ud i vandet, skrev Sami, da han skulle forklare mig hvad ordet betød. Et rygte der lige nu deles blandt de mange frivillige hænder på Lesbos, om hvorfor der i de sidste to dage “kun” er ankommet seks hundrede flygtninge til Lesbos nordkyst.

Sami er 24 år og frivillig i Molivos på Lesbos. Til daglig læser han datamatiker på Kea. For en stund har han dog sat sit eget liv på holdt, og for egen regning, taget til Lesbos for at hjælpe med de mange flygtninge der dagligt ankommer til øen.

“For en måned siden læste jeg om de mange flygtninge der hver dag ankom til Lesbos, og jeg begyndte straks at google efter flybilletter”, skrev Sami i sin mail til mig.

“Men der var ingen der passede ind i mit skema. Så jeg kom fra det igen. Tog på ferie. Og der midt i min dejlige ferie, med penge nok til hotel og god mad, fik jeg dårlig samvittighed. Så da jeg kom hjem købte jeg en billet og tog afsted. Og her er jeg”.

Sami skrev det jeg tror mange af os tænker, men ikke får gjort. I dag er Sami min helt.

Gudskelov for verdens sejeste mennesker

De frivillige der er kommet fra hele verden for at hjælpe, bliver organiseret af en anden  frivillig, Melinda, oprindelig fra Australien, men nu bosat og ejer af en restaurant på øen.

Denne gruppe af frivillige hjælper de mange flygtninge fra vand til land og videre.

Melinda og de frivillige har oprettet  “transitområder”, hvor flygtningene kan vente på at blive transporteret til den politistation hvor de skal registreres. Et af transitområderne er ved havnen. Det sted hvor kystvagterne (normalt) sætter de flygtninge af, som de har reddet op fra havet. Altså dem hvis båd sank. Et andet transitområde, det de frivillige kalder “campen”, er blot et vejkryds. Her sidder folk langs vejen og venter. Der er intet toilet. Ingen telte. Ingen liggeunderlag. Her er intet. Og her ved de 2 veje der mødes, venter de mange flygtninge på, at der kommer en bus og kører dem videre.

Hvis man kan bruge ordet normalt om noget så tragisk, så ankommer der under normale forhold ca. 600 flygtninge hver dag i det område. Busserne har dog kun kapacitet til at køre 200. Nogen må derfor vente op til tre døgn, der midt i krydset, før de kommer videre.

Sami og de frivillige prøver at organisere det så børnefamilierne kommer først, og resten i den rækkefølge som de ankommer til stedet.  Noget der både er svært at organisere og at forklare de mange desperate flygtninge. Det lykkes heller ikke altid. Som Sami skriver “pludselig står vi med 500 desperate mennesker, der prøver at mase sig ind i en bus der kun har plads til 50. Børn bliver mast og ældre væltet omkuld, fordi folk i desperation jo gør alt for at komme ombord. Det er så sørgeligt at se.”

I en af de andre byer på øen, er der ingen frivillige til at organisere transporten. Så der kører busserne ikke. I den by bliver flygtningene ikke afhentet.

Det er FN og Læger uden grænser der betaler for busserne. Men da de ikke har folk i området, er det svært ikke at tro at alt nok ville falde sammen uden Melinda og de frivillige. Melinda og de mange frivillige er i den grad også mine helte.

De sidste to dage er der “kun” ankommet 600 flygtninge til området. De frivillige mener det kan være fordi at bølgerne er for høje. Men også at kystvagterne (siger rygterne) har lavet et pushback for 3 dage siden, hvor de pressede bådene ude i vandet og tilbage mod Tyrkiet.

Det sidste er så svært at fatte, at jeg næsten ikke kan tro det er sandt. Men virkeligheden overgår jo som oftes fantasien.

NGO’erne er der. Et sted.

Røde Kors siger de er 60, men jeg har kun mødt to, skrev Philippa Kempson, der sammen med hendes mand Eric Kempson gør en kæmpe enorm indsats som frivillig på Lesbos. Hun er ikke den eneste der fortæller, at de store NGO’er næsten ikke er til at få øje på.

I Molivos hvor Sami befinde sig, ser de heller ikke mange fra organisationerne. “Jeg ved ikke om alle organisationerne befinder sig nede i hovedstaden hvor lejrene er. Men de flygtninge der ankommer våde og trætte og sultne, og som må vente i flere døgn i transitområdet, de har jo også brug for hjælp”.

Folkekirkens Nødhjælp, der bruger det hjerteskærende billede af den grædende far der med sit barn ankommer til Kos i en gummibåd, til deres indsamling, befinder sig ikke på øerne.

“Vi arbejder i Libanon og Syrien”, skriver de som forklaring. Og det skal de absolut ikke høre et ondt ord om herfra. (Den 28. august skrev de en SMS om at de nu samlede ind til at hjælpe flygtningene i Europa. Det er dog kun i Ungarn).

Danske Røde Kors har sendt Eva afsted til Lesbos. Lige nu skulle hun være godt i gang med at dele vand ud til flygtningene på stedet.

Som hun udtaler på Røde Kors’ hjemmeside; ”De var meget glade for at se os. Og for at de ikke er glemt. To gange om ugen vil vi uddele nødhjælpspakker i lejren”.

 

Jeg forstår virkelig ikke at det er frivillige mennesker, der står for alt det her, nå alle organisationerne samler millioner ind”. En frivillig

Tænk hvis det var dig?

Lad os lave en øvelse. Prøv for et øjeblik at sætte dig udenfor dig selv og læs indlægget, som var du en flygtning fra Syrien. Du kan selv vælge hvem du vil være. Moderen med den lille baby. Faderen med en syg kone og to små børn. Den ældre mand der næsten ikke kan gå. Eller den unge teenagedreng, hvis forældre har betalt de eneste penge de har, for at give sønnen en plads på båden og muligheden for et liv i en bedre verden.

Forestil dig nu at du sidder våd og sulten, i en gummibåd på havet, sammen med 10-20 eller 40 andre du ikke kender. Du har efterladt dit liv og håber på et nyt. Et bedre. Et liv du kun har hørt om. Et liv i tryghed.

Når du nu efter mange dages flugt og en hård tur på vandet endelig nærmer dig land, så ser du kystvagten. Et kort sekund tror du måske dig reddet. For blot at indse, at de presser båden ud i vandet igen. De vil have dig tilbage, hvor du kom fra.

Det kan også være du ikke nåede så langt. Båden holdt ikke. Et stykke ud fra kysten sank den og du ligger nu i vandet, alene eller med din familie, og prøver at holde dig oppe.

Eller du er endelig kommer i land, blot for at indse, at de ikke vil have dig.

Hvem var du?

Lige nu er jeg hende der tudbrøler. Og jeg var ikke engang med til at hive dem i land.

Ikke uden de frivilliges hænder

jeg tror vi mange der har tænkt; Nu gør jeg det! Jeg tager f… afsted. Men måske er du ligesom jeg – endt i et Momondo google spind – og har ikke kunne finde ud af at tage det endelige skridt til at sætte dit eget overflodsagtige liv på holdt, for at tage flyet ned til det, der lige nu må være verdens røvhul. Stedet hvor grækerne i afmagt over deres egne manglende ressourcer nægter flygtninge hjælp og skriger af de frivillige. Og hvor verdens tragedie sejler ind i land, og skubbes ud som var de lort i en tønde.

Jeg tror der er mange der har hjertet på rette sted og har tænkt tanken. Og selvom hjerte jo så smukt rimer på smerte, endnu ikke har fået gjort tanke til handling.

“Har man lyst til at hjælpe, skal man altså bare springe ud i der” mener Sami. Man vil opleve en rutsjebanetur af følelser. Vrede når man oplever voksne mænd, der prøver at snyde sig til mere mad. Sorg når man hører at der (i går) var omkring 120 mennesker der faldt i vandet hvor af 8 ikke blev reddet (3 lig fundet, 5 savnet). Men også glæde når man får sendt en bus afsted.

Om 3 dage går turen hjem igen for Sami. Han skal tilbage til skolen. “Men måske tager jeg tilbage i juleferien”, afslutter han sin mail med, “hvis altså ikke organisationerne eller regeringen eller FN er kommet og gjort forholdene bedre”.

Lige nu ser det desværre ud som om, det kun er de frivillige der gør forholdene bedre for flygtningene i Grækenland. Og at Sami nok skal tilbage til jul.

Tak Sami. Fik jeg sagt, at du er min helt?

Ps. beklager kvaliteten af Samis billede, men jeg har tyvstjålet det fra hans facebookside, da jeg er overbevist om, han ikke vil give mig eet selv 😉

 

 

by