www.sweetchili.dk

Når det moralske kompas peger ned

For hver gang, der er en der råber idiot til dig og mig på Facebook, så går der en lille bitte flig af vores tålmodighed. Vores medmenneskelighed. Og inden vi ser os om, så begynder vi helt automatisk at råbe tilbage, og så er ringen sluttet, og vi er blevet dem, vi ikke selv kunne lide. Det sørger vores krop helt automatisk for.

En kvinde anmelder en voldtægt. Manden bliver frikendt. Kvinden går i samarbejde med en ex-spindoktor, der med tråde helt op til vores Finansministers like-finger, nu deler en facebook-opdatering, hvor hun skriver, at hun med sin fuckfinger vil pege manden ud overfor alle, som hun kender under det kommende folkemøde.

Folkemødet nærmer sig, og min kalender har været mere end fuld i den sidste måned. Jeg glæder mig til det, for mit…

Slået op af Rulle Grabow Westergaard30. maj 2018

 

Pladsen er sat, brændet samlet sammen, nu mangler vi bare manden og lighteren

Kvinden siger efterfølgende åbent i et radioprogram, at hun mener han er skyldig i voldtægt.

Folk er allerede gået i selvsving og opdateringen bliver nu delt af profiler, med et netværk der rækker helt ind til folketinget. Netværkets magt er stor. En nu afgået borgmester fra København, vælger at dele og skriver, at også hun råber med i det kommende kor. Redaktøren bag et stort digitalt medie skriver på tråden, at hun har 11.000 følgere og kan nå bredt ud. Også hun deler opslaget.

Argumentet for udskamningen er for en større sag, forklarer kloge kvinder mig. Nu jeg er kvinde, så burde jeg vel bakke op.

Istedet spekulerer jeg på, hvem der bliver den næste. For nu har vi jo endelig fået gang i bålet og Sagen, tænker de få og slikker fjererne. Så må det vel den rigtige strategi, tænker resten, der liker og deler. Alle klapper og glæder sig til folkemødet, for nu kan vi jo virkelig diskutere det principielle og generelle.

Bålet? Det buldrer derudaf. Den slags er svært at slukke.

Imens vi venter på folkemødet. Hvilken ny sag skal vi få sat fokus på. Hvem blev frikendt, som vi kan ofre på bålet. For vi skal jo have en case, som der bliver påpeget i en tråd. Skal vi tage din søn? Min far. Naboens datter?

I jagten på retfærdighed, er deltagerne nu selv blevet de uretfærdige.

Vi bliver det vi ser

Den seneste uges deling af en mulig voldtægtssag og en indtil videre frikendt mand, skræmmer mig mere end det undrer mig. For når jeg kigger på gruppen af  begavede og normalt venlige mennesker, der lige nu bakker strategien op, så aner jeg et produkt af det vi er blevet til. Ikke den vi oprindelig er.

For nettet og Facebook har ændret os, og det fortsætter med at ændre os, hvis vi ikke stopper op. Især dem af os, der er aktive og debatterende. Og jer, der gerne læser med.

Jamen, så smut da. Vi holder ikke på dig.

Slået op af Martin Henriksen31. maj 2018

 

For debatterne er blevet grovere og hårdere og det ER  svært ikke at blive påvirket af  angrebene og grovhederne. Når vi omgiver os med vrede, så bliver vi vrede. Når vi ser hvordan de folkevalgtes online tilsvininger bliver honoreret med deltagelse i et debatprogram i bedste sendetid, og alle andres grovheder med likes og opbakninger, så bliver retorikken og udskamningen en del af vores virkelighed. Det er vel ikke så slemt, vel?

Vi bliver det vi ser, for det er det vi kender, og vores krop hjælper os på vej.

Som en soldat der kommer hjem fra krigen med ar på sjælen, og hvis krop reagerer ved hver en høj lyd, og en dag ender med at skyde andre.

Det er et desværre et kendt problem i USA med deres mange veteraner.

Jeg sammenligner ikke deltagelse i en online debat med en fysisk krig i Afghanistan. Blot kroppens reaktion. For er du aktivt deltagende i debatter og konstant bliver angrebet og udskammet, så kan din krop ende med at spille dig et uventet puds, så du ender med at se fjender, hvor der er venner, og kamp hvor der blot er udveksling.

“Bliver man eksponeret for unuancerede, ensidige SoMe-debatter, så er det klart, at man over tid reagerer pr. automatik og refleksbetinget” skrev Imran Rashid, speciallæge og manden bag sunddigital.dk til mig i en mail. Han mener man udvikler en SoMe-identitet, der ganske vist udspringer af ens egen personlighed, men at det bliver en forvansket udgave.

Jeg beskrev det overfor Imran Rashid, som et Social Media Post Traumatisk Stress Syndrom. #SoMePTSD. Han mener dog ikke, at vi ved nok om det, til andet end at beskrive det som nogle bekymringer og observationer på nuværende tidspunkt.  Hvem tager bolden?

VREDE SMITTER

Jeg har fra starten været aktiv på Facebook, både fagligt og privat.  Jeg har oplevet skønne, sjove og konstruktive ting. Men jeg også oplevet dens sorte sider og den benhårde konsekvens af det vi kalder socialt og de muligheder det har givet os. Jeg er blevet udskammet og chikaneret i en sådan grad, at jeg blev fysisk påvirket, hver gang der tikkede en ny besked ind.

Det tog tid at heale efter det angreb. Det er ingen hemmelighed. Mig mod et netværk med 105.000 profiler, var en uretfærdig kamp og krævede tid at komme over. Men det var nødvendigt, for ikke at ende med en indbygget automat-reaktion, hvor jeg endte med at være som dem der angreb mig.

For hver gang, der er en der råber idiot på en tråd, så går der et lille bitte flig af vores tålmodighed. Vores medmenneskelighed. Og inden vi ser os om, så begynder vi helt automatisk at råbe tilbage og så er ringen sluttet.

 

DISCLAIMER. Flere har skrevet, at jeg ikke er upartisk i denne sag. At jeg måtte kende den frikendte mand. Men det gør jeg ikke, Som i overhovedet. Men efter denne omgang, er det svært ikke at have ondt af ham, ligesom jeg har stor medfølelse med kvinden der anmeldte. I denne sag, er der ingen vindere. Det har håndteringen sørget for.  Der er kun en stor gruppe af tabere.

Så jeg har ingen bias. Jeg er bare skræmt over det jeg har set.

Er vi omgivet af vrede, så kan vi med at blive vrede.  Så hver dag når du logger ud, så husk at kigge på dine fingre. Er de sorte af sod efter bålet?

Facebook har allerede sat sine spor, jeg tror det er tid til at heale.

 

…..her på minichili-redaktionen har jeg ingen gratis praktikanter der kan korrekturlæse mine indlæg, og jeg når det ikke selv. Så jeg tager forbehold for løsslupne kommaer og syrede tastefejl. Håber dog de kan underholde, mere end de kan forarge,
Kunne du bruge artiklen til noget, eller ønsker du at jeg skriver en ny? Så vil jeg være glad for en donation for den underholdning du mener du fik. Det hjælper med at betale for domænet. Og skriv gerne hvilket ønske du har for din mønt. Du betaler. Jeg skriver. Både før og efter. Jeg takker for den gode tanke på min mobile pay: +45 40409028
Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *