Handler kommunen med mennesker? Del 2.

Er du akademiker og ledig. Ønsker du at lære at opbygge og udvikle kompetencer, i forhold til at planlægge og håndtere mail-henvendelser? Så har Københavns kommune lige den rette  “stilling” til dig.  

Nadia er uddannet som cand.scient.adm. fra RUC, hun blev færdiguddannet i april og søger som andre nyuddannede fast job. Indtil videre uden held. Hun nærmer sig nu de seks måneders ledighed, og jobcentret er igang med at lokke hende ud i praktik. De vil jo så gerne have hende aktiveret.

I går fik hun et brev fra en rekrutteringskonsulent hos jobcenter København, der hører under Københavns kommunes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning. Karrierecenteret, kalder kommunen det også. Konsulenten havde fundet Nadias CV på jobnet, og ville gerne sende hende et stillingsopslag.

 

Jobkosulenten skrev, at afhængig af Nadias interesser og igangværende jobsøgning, så kunne denne stilling være en hurtig(ere) indgang til arbejdsmarkedet.

Det var dog ikke en “rigtig” stilling, jobkonsulenten headhuntede hende til, men en virksomhedspraktik som Personlig assistent (PA’er) for en centerchef i den offentlige institution Den Sociale hjemmepleje. Det var i afdelingen på Østerbro, en ud af flere afdelinger under Københavns kommune.

I fuldtidsstillingen vil Nadia få mulighed for at bruge de 37 timer om ugen, til at udvikle kompetancer i at planlægge og håndtere mailhenvendelser. Der er mulighed for ansættelse i løntilskud efter praktikperioden, stod der i stillingsopslaget, som jobkonsulenten havde udvalgt og sendt til Nadia.

Først 4-8 ugers praktik. Det er næsten to måneder. Derefter fire måneders løntilskud. Det kan hurtigt blive seks måneder i samme stilling, hvor Nadia ikke optjener ret til dagpenge, og samtidig skal bruge weekenden på at søge jobs. For Nadia vil i de seks måneder hun arbejder som centerchefens personlige assistent, jo fortsat være arbejdsledig, og skal derfor fortsat leve op til de krav, som der bliver stillet til hende som modtager af dagpenge.

Tager Nadia den ledige praktikplads hos kommunen, skal hun fortsat skrive mindst to ansøgninger hver uge, for at have ret til de dagpenge, som er hendes løn, imens hun arbejder for kommunen. Nadia ved godt hvad weekenden så skal bruges til.

Opslag som det jeg fik tilsendt, synes jeg er til grin. Jeg kan jo intet få ud af en sådan stilling, og jeg synes det lugter langt væk af misbrug. I stedet for at ansætte en studentermedhjælper eller måske endda en kontorelev, så øjner de noget billig eller helt gratis arbejdskraft.

 

Løntilskud er noget de bare skal skrive.

Jeg har talt med centerchef Camilla Arent fra Den sociale hjemmepleje, der dog ikke kan svare på, om der ligger en jobåbning efter praktik- og løntilskudsperioden. Hun kender heller ikke til et efterfølgende løntilskudsjob, men mener, at det er vist noget, de bare skal skrive.

Da jeg spørger ind til arbejdsopgaverne som assistent, forklarer Camilla Arent, at organisationen har været underlagt organisatoriske ændringer, og de derfor vil prøve noget nyt af. Her med en assistent. De har allerede arbejdsopgaver der venter på den rette, men hun mener dog også, at hun sagtens kan lave dem selv, for stillingen er “blot noget vi afprøver”.

Da jeg taler med Camilla Arent har stillingen været opslået i 14 dage, men hun har endnu ikke modtaget ansøgninger fra akademikere, der ønsker at  hjælpe hende med hendes mailkorrespondance.

 

Fun-fact; er du ansat i en løntilskudsstiling hos det offentlige får du en fast timepris på 126,32 kr. pr. time (2018) men får udbetalt løn, som svarer til din ydelse som ledig. Den offentlige virksomhed får kr. 113,46 i tilskud til lønnen på 126,32. De skal så betale 12.86 i timen for en ledig. Tallene er fra Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Vi skal jo hjælpe de ledige, ikke?

Rigshospitalet søger en fuldtids AC-generalist i en løntilskudsstiling, gerne med start i oktober 2018. Du kan læse hvad en AC generalist er HER.

Personen vil blive en del af Hjertecentrets centerledelsesstab med reference til centerchef-sygeplejersken.

Det er en løntilskudsstiling på 27 timer om ugen i fire måneder, forklarer Bente Bøkman, jobkonsulent for Rigshospitalet og kontaktperson på stillingsopslaget. Dog står der fuldtid på det jobopslag, der for to dage siden blev lagt ud på LinkedIn.

Den samme stilling var opslået i foråret 2017 og igen i foråret 2018, og Ifølge Hjertecenteret, var der også en nyuddannet ansat i løntilskud i efteråret 2017.

Bente Bøkman forlader opslagene med, at  chefen for hjertecenteret kun gør det for de nyuddannedes skyld. Så de kan få noget på deres CV. Og der reelt ikke er et job, og at de ofte har svært ved at sætte de unge til noget at lave.

Det afholder dem dog ikke fra, at søge nye hvert halve år.

Nadia har ordet.

De konstante genopslag viser, at det er arbejdskraft de reelt har brug for, de gider bare ikke bruge penge på det, skriver Nadia til mig i den lange mailkorrespondance vi har.

Ikke blot fjerner det jobåbninger for nyuddannede akademikere, men også for studerende, som kunne have fået et studiejob, men jeg tænker også at kontorelever og kontoruddannede mister en jobmulighed dér.

Der er bare SÅ mange opslag om løntilskud og virksomhedspraktik, forklarer Nadia, som dog sagtens kan se, at det kan være opkvalificerende, give kontakter osv. Men mængden af dem i det offentlige (særligt i kommunen) og jobbeskrivelserne, mener hun gør det tydeligt, at der i mange tilfælde er tale om, at den ledige indgår som ordinær arbejdskraft og løser opgaver som SKAL løses. Og når én ledig forlader stedet, så får de bare en ny. Dét er altså ikke meningen med de stillinger, skriver Nadia.

Hun afslutter med et lille frisk tips.

“Jeg synes min branche er slem, men hvis du vil undersøge en anden, så prøv at se nærmere på kulturbranchen. Det er endnu værre. Jeg har mange i min omgangskreds som arbejder i den verden, og jeg har på fornemmelsen, at tingene ikke kunne løbe rundt, hvis ikke det var for løntilskudsjobs og praktikker.”

Det sidste er også min egen oplevelse, så jeg smider lige en opfordring ud til medierne, altså dem der får mediestøtte. Måske er det på tide, at I beder om aktindsigt i alle de mange events og festivaller, der bliver udviklet og givet tilladelse til i København. Hvor mange virksomhedspraktikanter bliver der mon ansat til at hjælpe? Jeg har et varmt tips til hvor I kan starte…

Siden sidst.

I min forrige artikel om virksomhedspraktik, skrev jeg om akademikercenteret på Frederiksberg, og de mange virksomhedspraktik-opslag, de havde på deres website. Jeg har spurgt dem efterfølgende, hvordan en delvis nystiftet forening, der på deres website selv skriver, at de kun er seks medarbejdere, har mulighed for at søge tre virskomhedspraktikanter, der skal arbejde på et kommende event, de skal afholde i december i Bella Centeret.. De har ikke svaret, og de tre opslag ligger fortsat på deres website.

Handler kommunen med mennesker? – Del 1

 

Handler kommunen med mennesker? – Del 1

 

Mine artikler er reklamefrie, men du er velkommen til at give et bidrag til den næste på mobilepay +45 40409028.

…..her på minichili-redaktionen har jeg ingen gratis praktikanter der kan korrekturlæse mine indlæg, og jeg når det ikke selv. Så jeg tager forbehold for løsslupne kommaer og syrede tastefejl. Håber de kan underholde, mere end de kan forarge…..,,,,!=)#d!%% ?

Facebooktwitterredditpinterestlinkedinmailby feather

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

REKLAMEFRIT OMRÅDE

Vi foretrækker et reklamefrit område, det er dog muligt, at donere et beløb, hvis du er tilfreds med hvad du læste.

Send alt fra 5 kr. til 5 mill - betaling kan ske via mobilepay til box 7855BH. 

Send en mail på info@sweetchili.dk, hvis du ønsker at få tilsendt en faktura.